Loading...

HVAD VIL VI?

Vi vil afbryde elevernes skoledag, indtage deres skolegård og invitere dem med ind i gadeteaterets magiske univers.

Skoleprojektet Gadeteater i Skolegården har til formål at give alle elever en spektakulær, sanselig og sjov oplevelse, når forestillinger fra hele verden forvandler skolegården til en festlig teaterscene med bl.a. nycirkus, akrobatik og dukketeater. Ønsket er at få fantasi, kropslig læring og drama på skoleskemaet.

Vi vil skabe oplevelser, der overrasker, hylder, inspirere og samler eleverne.

Når gadeteateret indtager skolegården, afbrydes rutinerne for en stund, og eleverne kommer på en fantasifuld og festlig rejse. En rejse spækket med overraskelser, der først og fremmest hylder fantasien og vildskaben – og dermed det at være barn, men som også åbner op for elevernes egen reflektion og fantasi, og dermed inspirerer dem til at dyrke kreativiteten. Samtidig er gadeteateret med til at skabe fællesskaber, når der spilles for et stort publikum, så klasserne på kryds og tværs kan samles om oplevelsen.

Vi vil nå ud med kultur til alle børn i landet

Tid, transport, lærertimer og økonomi vanskeliggør ofte skolers muligheder for at arrangere udflugter ud i kulturens verden. Med GiS triller forestillingerne helt ind på skolens matrikel og spiller for flere klasser ad gangen. På den måde bliver forestillingerne tilgængelige for et stort antal elever uden at belaste skolen ressourcemæssigt. Strategien gør samtidig GiS til en medspiller i kampen mod kunstens geografiske ulighed, da skoleprogrammet besøger danske byer spredt på hele landkortet – og ikke kun de store danske kulturbyer.

Vi vil fremme det kreative læringsrum

Til hver forestilling udvikles et skræddersyet undervisningsmateriale. Materialet består af teaterbaserede aktiviteter, som lærer og elever sammen kan arbejde med efter forestillingen. Nøgleordene er kreativitet, leg og kropslig læring. Ønsket er at forlænge elevernes oplevelse med gadeteateret, og dermed give dem en række erfaringer, der kan styrke dem både i skolen og i det videre liv, såsom at samarbejde, overskride grænser og udtrykke sig fysisk.